SSA eller SSH søges til vores skønne demensenhed
Kan du lide at gøre en forskel, mens andre gør klar til sofaen, Netflix og fjernbetjeningen? Så læs videre – vi mangler måske lige præcis dig til vores faste aftenvagtshold.
Hos os bliver du en del af en mindre skærmet enhed med 23 fantastiske beboere, hvor relationer, faglighed og godt humør går hånd i hånd. Vi arbejder med mennesker, ikke stopure, og vi tror på, at de bedste løsninger opstår, når vi tør tænke nyt.
Hvem er vi?
Vi er en specialiseret demensenhed med samme normering og vilkår som et somatisk plejehjem. Vi gør tingene på vores egen måde, når det giver mening for beboerne. Derfor bader vi eksempelvis beboere både i dag- og aftentimerne, fordi vi ved, at trivsel og livskvalitet ikke altid passer ind i faste rammer.
Vores plejehjem er opdelt i to huse med hvert sit modtagerkøkken, hvilket bidrager til en hjemlig atmosfære tæt på beboernes hverdag. Her er vi så heldige at have køkkenpersonale, som blandt andet sørger for nybagte boller, lækre kager og lune retter i weekenderne – til stor glæde for både beboere, pårørende og medarbejdere.
Vi har, i dagvagten, desuden en dygtig og omsorgsfuld centersygeplejerske, som tager godt hånd om beboerne og er en uvurderlig sparringspartner i hverdagen. Det betyder, at du aldrig står alene med faglige udfordringer, men altid har mulighed for at søge råd, sparring og støtte. Når centersygeplejersken har fri, har vi også andre dygtige og erfarne kolleger, som vi kan sparre med og søge råd hos.
Vi er organisatorisk en del af Lindhøj Plejehjem og deler plejehjemsleder med vores kolleger dér. Det giver os gode muligheder for sparring på tværs, og vi kan hjælpe hinanden, når der er behov for det.
Hos os er dialog og øjenhøjde ikke blot flotte ord. Vi prioriterer et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere og ledelse samarbejder tæt, hjælper hinanden og er nysgerrige på nye muligheder. Vi tør afprøve nye tiltag, når vi kan se, at de skaber trivsel og mening for både beboere og medarbejdere.
Vi vægter fagligheden højt og udvikler os løbende gennem:
- Daglig triagering
- Beboerkonferencer
- Beboermøder
- Daglig faglig sparring
- Fælles refleksion og læring
Hvad tilbyder vi?
✅ Fast plads på vores aftenvagtshold
✅ Faste kolleger, som kender både beboerne og hinanden
✅ Fælles onboardingprogram, så du kommer godt fra start
✅ Du arbejder i 3:2-rul, med weekendvagt hver anden weekend.
✅ Stor indflydelse på din vagtplan
✅ Fokus på work-life-balance – fordi livet også findes uden for arbejdet
✅ Et arbejdsmiljø, hvor vi løfter i flok
Hvem søger vi?
Vi søger både social- og sundhedsassistenter (SSA) og social- og sundhedshjælpere (SSH).
Har du erfaring med demens, er det en stor fordel – men det vigtigste er, at du har lyst til at lære, bidrage og være en god kollega og møder hverdagen med en positiv tilgang, og ser muligheder frem for begrænsninger.
Hvad forventer vi af dig?
- Du møder beboere, pårørende og kolleger med respekt og nysgerrighed.
- Du bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø.
- Du er selvstændig og ansvarsbevidst, og løser de opgaver der opstår.
- Du ser værdien i faglig udvikling og samarbejde.
- Du forstår, at et godt arbejdsmiljø ikke opstår af sig selv – det er en TEAM-opgave.
På vej mod fremtiden – FriBo Munkebo
Foråret 2028 bliver en spændende milepæl for os, når vi overgår til at blive et friplejehjem, FriBo Munkebo, i nye og moderne rammer tæt på vores nuværende placering.
Vi kender endnu ikke alle detaljer i processen, men vi glæder os til at følge udviklingen og ser frem til de muligheder, det kan skabe for både beboere og medarbejdere.
Som kommende kollega får du derfor mulighed for at blive en del af en arbejdsplads i udvikling, hvor vi sammen er med til at forme fremtiden.
Kunne det være dig?
Hvis du drømmer om en arbejdsplads, hvor faglighed og fællesskab fylder mindst lige så meget som dokumentation og vagtplaner, så vil vi meget gerne høre fra dig.
Vi glæder os til at møde vores nye kollega – måske er det dig?
P.S. Vi lover ikke, at alle aftener er stille og rolige. Til gengæld lover vi kolleger, der hjælper hinanden, griner sammen og hver dag arbejder for at skabe den bedst mulige hverdag for vores beboere. 😊
Har du lyst til at vide mere eller besøge os inden en evt. samtale? Så kontakt vores teamleder Pernille Jensen på telefon 2167 3430 eller plejehjemsleder Susanne Klint Jensen på telefon 2138 7857.
Ansættelsesdato: 1. oktober – eller efter aftale, og er på fuld tid, med mindre andet ønskes eller aftales.
Ansøgningsfrist: 23. august.
Samtaler afholdes onsdag den 26. august.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst for social- og sundhedspersonale indgået mellem KL og FOA. Stillingen er indplaceret som SSA/SSH på 28 timer.
Forventet løninterval: 25.000 kr. til 35.000 pr. måned eksklusiv arbejdsgiverbetalt pension, fritvalg og ferietillæg. Hertil kan komme eventuelle lokalt aftalte tillæg, kvalifikations-, funktions- og genetillæg.
Den endelige lønfastsættelse sker på baggrund af din kvalifikationer og tidligere erhvervserfaring efter konkret forhandling med den faglige organisation.
Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.
Kommunen har ca. 1.800 medarbejdere, der arbejder ud fra vores særlige kerneværdi, som er fællesskab, hvor vi både er tæt på hinanden og på borgerne.
Udover fællesskabet prioriterer og arbejder vi også med vores øvrige værdier i dagligdagen: Kvalitet, Nærvær, Udvikling og Trivsel. Herudover er dialog og samarbejde nøgleord, der kendetegner god ledelse i Kerteminde Kommune.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder, og vi er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Hvis du i dit nye job er IT bruger, kan der i forbindelse med din ansættelse være krav om, at du identificerer dig med dit MitID, du vil i så fald kontaktes herom.
Såfremt at du er kandidaten, som vi indgår aftale med om ansættelse, vil vi ved forespørgsel videregive dine kontaktoplysninger, så som navn, adresse, telefonnummer og evt. CV, til den lokale tillidsrepræsentant eller forhandlingsberettiget faglige organisation. Dette sker med henblik på, at sikre den rette indplacering og forhandling af din løn ved ansættelsen. Har du hemmeligt telefonnummer vil dette også blive videregivet. Videregivelsen sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra b og c jf. databeskyttelseslovens § 12, stk. 1. Har du navne- eller adressebeskyttelse, vil oplysningerne først blive videregivet efter at du har afgivet samtykke”.
Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kerteminde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Lindhøj Plejehjem, Lindhøjvej, 5330 Munkebo
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/5f6178fb-080b-4b7f-86c8-5f584e73aeba