Mesingeskolen får 250.000 kroner til nye udendørsfaciliteter, der styrker fællesskab for både elever og lokalsamfund

Foto: Kerteminde kommune.
dato

Mesingeskolen i Kerteminde har modtaget 250.000 kroner fra Salling Fondene til nye udeundervisningsfaciliteter, som hele lokalsamfundet også kan benytte uden for skoletid.

Hos specialskolen Mesingeskolen i Kerteminde er julestemningen begyndt tidligt i år. Skolen har nemlig fået en donation på en kvart million kroner, som skal bruges til at etablere faciliteter, der muliggør udeundervisning for skolens elever.

Det er Bilka Odense, der har indstillet Mesingeskolens projekt til Salling Fondene. Med donationen på 250.000 kroner bliver det nu muligt at anlægge en balancebane, to sheltere samt en bålhytte med bord- og bænkesæt, som eleverne får glæde af under udeundervisning.

De nye faciliteter er ikke kun reserveret til skolen. Når skoledagen er slut, kan alle i lokalområdet frit benytte området og dermed få glæde af de nye muligheder for udeliv og fællesskab.

Mesingeskolens skoleleder har længe ønsket sig bedre muligheder for udeskole og ser frem til, at faciliteterne står klar. Skolen har tidligere haft en gammel skurvogn, men da denne er blevet fjernet på grund af slitage, skaber donationen stor positiv forandring for både skole og lokalsamfund.

Donationen er givet med fokus på at støtte børn og unges trivsel, hvilket er et centralt tema for Bilka. To gange årligt kan Bilkas varehuse indstille lokale initiativer til Salling Fondene, som donerer midler til projekter, der styrker fællesskabet og unges velbefindende.

Det forventes, at Mesingeskolens udendørsområde vil stå færdigt i løbet af foråret 2026.

Salling Fondene har siden 2012 støttet projekter inden for blandt andet kunst, kultur, sport og uddannelse i hele landet, mens Bilka har indstillet og fået godkendt over 100 lokale projekter til gavn for børn og unge.

https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/donation-paa-250000-kr-til-nye-faciliteter-til-udeskole-paa-mesingeskolen

Kilde: Kerteminde Kommune