Nyt moderne friplejehjem med 96 boliger skal erstatte to ældre plejehjem i Munkebo

Foto: Kerteminde kommune.
dato

Kerteminde Kommune og Altiden har indgået en samarbejdsaftale om et nyt friplejehjem i Munkebo, som skal erstatte de to ældre plejehjem Lindhøj og Troelskær med moderne faciliteter og 96 boliger.

Den 26. marts blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Kerteminde Kommune og Altiden om etableringen af et nyt friplejehjem i Munkebo. Med denne aftale forbedres plejehjemstilbuddet til de ældre i kommunen, da de nuværende Lindhøj Plejehjem og Lindhøj Plejehjem afdeling Troelskær, som er ældre og nedslidte, vil blive lukket og erstattet af det nye friplejehjem.

Det nye plejehjem vil kunne tilbyde moderne boliger til 96 ældre borgere samt langt bedre faciliteter for både beboere og personale. Altiden, som har 25 års erfaring med ældreomsorg, står for driften og driver allerede flere lignende institutioner andre steder i landet. Medarbejdere fra de nuværende plejehjem i Lindhøj og Troelskær bliver tilbudt ansættelse i det nye plejehjem.

Udvikleren af det nye friplejehjem, Skjøde A/S, erhvervede grunden i februar 2023, og placeringen byder på udsigt over fjorden. Målet har været at skabe et plejehjem, hvor både byggeriets og hverdagens kvalitet vægtes højt gennem et tæt samarbejde mellem kommune, driftsoperatør og udvikler.

Sidste år åbnede kommunen Dalsbo Plejehjem i Rynkeby med plads til 42 beboere som erstatning for to ældre plejehjem, og når Fribo Munkebo står færdigt, vil omkring halvdelen af plejehjemspladserne i kommunen være helt nye. Etableringen markerer således et vigtigt skridt i moderniseringen af plejehjemspladserne for Kerteminde Kommunes ældre borgere.

https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/nyt-friplejehjem-paa-vej-i-munkebo

Kilde: Kerteminde Kommune
Flere artikler