BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vores aktivitetstilbud, Paletten, søger en ny kollega i fast stilling pr. 1. januar 2024, 32 timer ugentligt.
Paletten er et aktivitets- og samværstilbud for borgere med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse efter Servicelovens § 104. Vi har base og gode faciliteter på Toften 600 i Munkebo.
Vores 10 medarbejdere tilbyder aktiviteter i hverdagene, hvor 42 borgere deltager i aktiviteter 2 til 5 dage om ugen.
Fælles for medarbejdergruppen er, at vi til stadighed er nysgerrige på egen praksis og på at udvikle Paletten, så borgerne trives og har et varieret aktivitetstilbud.
Det er for os vigtigt, at borgerne i Paletten er medbestemmende og oplever sig betydningsfulde.
Både borgere og medarbejdere bidrager ud fra interesser og kompetencer til Palettens fælles hverdag, og alle bidrag er vigtige.
Dine arbejdsopgaver vil være at planlægge og gennemføre aktiviteter med borgerne, som tilhører vores "Liv og bevægelses" gruppe.
Gruppen består pt. af 8 borgere i 20'erne med multiple funktionsnedsættelser.
Flere af dem er immobile og har nedsat verbal tale.
Borgerne i denne gruppe har eget aktivitetsprogram, hvor vi tilbyder gruppen aktiviteter af vedligeholdende samt udviklende karakter, hvor alternativ kommunikation og sansestimulation er en naturlig del af hverdagen.
Vi har aktiviteter som udeliv, svømning, motion og bevægelse samt musik og wellness.
Der forekommer forflytninger både med og uden hjælpemidler, ligesom opgaverne indebærer hjælp til måltider og personlig hygiejne.
Miljøet bærer præg af varierede dage, som i høj grad tilrettelægges ud fra borgernes dagsform. Der er således aktive dage med turer, høj musik og megen grin samt stille dage, hvor omsorg og sansestimuli prioriteres.
Arbejdstiden vil primært være i dagtimerne på hverdage, men vi har aftenåbent om torsdagen, hvorfor der hver torsdag er arbejdstid omkring tidsrummet 11.30-19.30.
Vi søger en person, som:
- er uddannet indenfor det sundhedsfaglige område som eksempelvis sygeplejerske eller assistent.
- er interesseret i at byde ind med somatiske kompetencer, fx viden om medicin og almene sygdomme som diabetes og epilepsi.
- har viden og erfaring med borgere med varierede funktionsnedsættelser –herunder alternativ og supplerende kommunikation.
- har en anerkendende tilgang til borgere og kollegaer.
- har gode samarbejdsevner og kan indgå i flerfaglige kontekster med forskellige samarbejdspartnere.
- har kørekort og kan køre minibus.
Vi er samtidig interesseret i at høre, hvilke erfaringer og interesser du kan bidrage med i et kommende aktivitetsprogram. Skriv derfor gerne, hvis du fx kan synge og spille, eller har andre input til udvidelse af vores nuværende aktivitetsprogram.
Vi tilbyder:
- et godt arbejdsmiljø og omsorgsfulde kollegaer.
- kollegaer med forskellige kvalifikationer, som supplerer hinanden.
- en spændende arbejdsplads i udvikling, med gode fysiske rammer for varierede aktivitetsmuligheder.
- mulighed for at præge indholdet i stillingen.
- mulighed for faglig og personlig udvikling.
- et dialogbaseret miljø med varierende arbejdsopgaver.
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
For yderligere oplysninger kan leder, Minna Vig, 30 44 97 16 kontaktes på hverdage.
Ansøgningsfrist er torsdag d. 16. november og det forventes, at samtalerne afholdes tirsdag d. 24. november.
Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.
Kommunen har ca. 1.800 medarbejdere, der arbejder ud fra vores særlige kerneværdi, som er fællesskab, hvor vi både er tæt på hinanden og på borgerne.
Udover fællesskabet prioriterer og arbejder vi også med vores øvrige værdier i dagligdagen: Kvalitet, Nærvær, Udvikling og Trivsel. Herudover er dialog og samarbejde nøgleord, der kendetegner god ledelse i Kerteminde Kommune.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder, og vi er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Hvis du i dit nye job er IT bruger, kan der i forbindelse med din ansættelse være krav om, at du identificerer dig med dit MitID, du vil i så fald kontaktes herom.
Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=4abeef35)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kerteminde Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: deltid (8-35 timer ugentligt)
-Arbejdsgiver:
Kerteminde Kommune, Toften, 5330 Munkebo
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5937113