Pædagog søges til Børnenes By i Kerteminde med fokus på fællesskab og engagement

dato

Vil du være en del af et hus, hvor fællesskab, engagement og pædagogisk udvikling går hånd i hånd? Hvor du får en mentor, og hvor kollegerne samarbejder om at tænke nyt og tilpasse hverdagen, så vi altid skaber de bedste rammer for børnene?
Så er det måske dig, vi søger.

Stillingen er en fastansættelse på 37 timer og er ledig fra 1. februar 2026. Ønsker du færre timer, er det noget, vi kan drøfte. Arbejdstiden følger børnehavens åbningstid: 6.15–16.20 (fredag til 16.00).

Hvem er vi?
Børnenes By er en del af Kerteminde Distrikt Nord og et ca. tre år gammelt, bæredygtighedscertificeret børnehus med både børnehave og vuggestue under samme tag. Vi ligger i smukke omgivelser med en stor og varieret legeplads og Munkebo Multipark som nærmeste nabo, hvilket skaber et mangfoldigt læringsrum ude for børnene.
Indendørs har vi lyse og inspirerende læringsmiljøer, der giver plads til fordybelse, kreativitet og leg på stuerne. Derudover rummer huset både Ramasjang til bevægelse og musik samt Store Torv og Lille Torv til aktiviteter i såvel store som små grupper.
Børnehaven består af ca. 140 nysgerrige og udviklingsparate børn fordelt på 7 stuer, og omkring 25 engagerede, omsorgsfulde – og til tider skøre – medarbejdere.
Selvom vi er et stort hus, arbejder vi tæt sammen på tværs. Vores udgangspunkt er:
”Fællesskab er en fælles sag”, og at vi er ”hinandens arbejdsmiljø.”
Det betyder, at vi hjælper hinanden og bruger hinandens kompetencer aktivt – og rykker rundt, når det er nødvendigt, for at få hverdagen til at fungere optimalt for alle børn.

Pædagogisk ramme
Når du starter hos os, får du en mentor, som sikrer en tryg og god introduktion til huset, kulturen og de pædagogiske arbejdsgange. Vi ved, at en solid start giver de bedste betingelser – både for dig og for børnene.

Vi arbejder med tydelig struktur og overblik, blandt andet med en synlig tavle over dagens aktiviteter for personalet. Det hjælper os med at skabe den bedste eftermiddag for børnene, særligt når vi samles i det store fællesskab udenfor. Strukturen giver ro, overblik og gør det lettere for os at bruge vores energi dér, hvor den gør størst gavn: i nærvær og aktiviteterne sammen med børnene.
Vi øver os i at arbejde ud fra de Styrkede Pædagogiske Læreplaner, som danner rammen for vores årshjul. Det giver en tydelig retning for årets forløb, temaer og aktiviteter, så vi skaber helhed og progression.

Vi arbejder desuden på at blive endnu bedre til at bruge hinanden til pædagogiske refleksioner og styrke samarbejdet på tværs af huset. Vi har desuden et særligt fokus på den neuroaffektive tilgang og legens betydning, og alle medarbejdere har gennem en længere periode deltaget i kursusforløb, der giver os et fælles fundament for arbejdet.

Forventninger til dig som pædagog

Vi søger en pædagog, der kan:

  • være kontaktpædagog for en gruppe børn og stå for dialogen og samarbejdet med forældrene
  • varetage dokumentation og evaluering i Hjernen og Hjertet
  • udarbejde handleplaner og deltage i netværksmøder (sammen med leder)
  • støtte børns udvikling gennem leg, faglig indsigt og stærke relationer
  • deltage aktivt i aktiviteter med børnegruppen – og har blik for alle i fællesskabet
  • se og være nysgerrig på både børnenes, forældrenes og kollegernes styrker
  • reflektere over egen praksis og er modtagelig for sparring fra kollegaer/leder
  • har en anerkendende tilgang, bidrager positivt til arbejdsmiljøet og er bevidst om sin egen rolle i relationen til andre

Det tilbyder vi dig
  • Mentorordning og en tryg introduktion til huset og de pædagogiske opgaver
  • Mulighed for at sætte nye aktiviteter og projekter i gang, som du brænder for – fx motorikforløb, kreative processer, udeliv, naturprojekter og kulturelle aktiviteter
  • Madordning for børnene med madproduktion i institutionen, hvor de voksne spiser sammen med børnene for at skabe hyggelige og madmodige måltider
  • Et stærkt og engageret kollegafællesskab, hvor samarbejde og sparring er en naturlig del af hverdagen
  • Arbejdstøj til den kolde tid udenfor
  • Egen PC til arbejdsbrug
  • Intro til den neuroaffektive tilgang og legen, som vi anvender til at forstå og støtte børns følelsesmæssige udvikling
  • En ledelse, der vægter gennemsigtighed, ordentlighed og psykologisk tryghed – og som prioriterer pædagogisk coaching og tæt samarbejde med medarbejderne
  • Årsnorm med indlagt forberedelsestid
  • Mulighed for optjening af 0-dage

Det vil vi gerne læse om i din ansøgning
  • Hvordan du reflekterer over din praksis og kan begrunde dine pædagogiske valg
  • Hvordan du bruger din pædagogiske viden i mødet med børn, forældre og kolleger
  • Hvordan du arbejder selvstændigt i pressede situationer
  • Hvordan andre vil beskrive dig som kollega og som menneske

Vil du høre mere eller komme på besøg?

Kontakt gerne:
Pædagogisk leder Charlotte Skovgaard – tlf. 21 68 79 18
Læs mere om os på: www.børnenesby-munkebo.dk.
Ansøgningsfrist: Torsdag d. 15. januar 2026
Samtaler forventes at blive afholdt: Torsdag d. 22. januar 2026

Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.

Kommunen har ca. 1.800 medarbejdere, der arbejder ud fra vores særlige kerneværdi, som er fællesskab, hvor vi både er tæt på hinanden og på borgerne.

Udover fællesskabet prioriterer og arbejder vi også med vores øvrige værdier i dagligdagen: Kvalitet, Nærvær, Udvikling og Trivsel. Herudover er dialog og samarbejde nøgleord, der kendetegner god ledelse i Kerteminde Kommune.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder, og vi er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.

Hvis du i dit nye job er IT bruger, kan der i forbindelse med din ansættelse være krav om, at du identificerer dig med dit MitID, du vil i så fald kontaktes herom.

Såfremt at du er kandidaten, som vi indgår aftale med om ansættelse, vil vi ved forespørgsel videregive dine kontaktoplysninger, så som navn, adresse, telefonnummer og evt. CV, til den lokale tillidsrepræsentant eller forhandlingsberettiget faglige organisation. Dette sker med henblik på, at sikre den rette indplacering og forhandling af din løn ved ansættelsen. Har du hemmeligt telefonnummer vil dette også blive videregivet. Videregivelsen sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra b og c jf. databeskyttelseslovens § 12, stk. 1. Har du navne- eller adressebeskyttelse, vil oplysningerne først blive videregivet efter at du har afgivet samtykke”.

Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Kerteminde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Børnenes By, Lindøalleen, 5330 Munkebo

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/09f361e7-d18a-42ff-a60f-e75c1214b817

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet